Løse ender (2002)

Løse ender, Gyldendal (2002)Martha har en garnbutik og drømmer om at møde strikkeguruen, Kaffe Fassett. Hendes søn Mikkel Emil går i gymnasiet og synger i smug, mormor Gudrun er netop kommet på plejehjem og slås med en voksende senilitet. Vi følger på skift de tre igennem hverdagens sorger og glæder.

Om Løse ender skrev pressen bl.a.:

Vores familiemønstre forandrer sig, så umærkeligt, at der skal en kunstner til at stille skarpt på udviklingen. (…) Christina Englund kan skrive om det sværeste af alt, det almindelige. “Løse ender” læses med et vemodigt smil. (John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet)

Christina Englund evner at skildre eksistentiel svimmelhed, så man får en fornemmelse af tømmerflåde på åbent hav. Man bliver trukket med derhen, hvor man mærker hverdagens smerte. Men samtidig peger romanen fint på en grundlæggende længsel efter skønhed. Både i det, man selv kan strikke sig frem til – og i mødet med den anden. (Eva Pohl, Berlingske Tidende)

Comments are closed.