Jeg får jævnligt spørgsmål fra skoleelever. Her har jeg samlet nogle af dem – og svarene:
Hvor meget tid bruger du på at skrive?
Det er meget forskelligt. Det er rigtig svært at leve af at skrive bøger, så jeg arbejder meget ved siden af. Men når jeg endelig skriver, kan jeg godt skrive otte timer i træk på en dag eller mere. Jeg kan næsten glemme at spise.
Skriver du om noget, du selv har oplevet?
Ikke direkte. Men jeg bruger tit noget, jeg har set, hørt eller læst i en bog eller en avis.
Hvad gør du for at få inspiration?
Jeg læser, ser masser af film og tv-serier, går ture, hører musik og podcasts, går på udstillinger og i teatret, lytter til folk på gaden, i toget eller på cafeer. Og så sætter jeg mig ved computeren og venter, indtil der kommer noget.
Kan du leve af at skrive?
Kun meget få danske forfattere kan leve af at skrive bøger. Selv lever jeg af at undervise, læse manuskripter, holde foredrag, indtale lydbøger og andre ting.
Hvorfor besluttede du dig for at blive forfatter?
Siden jeg var barn, har jeg elsket at lege med ord og finde på historier. Jeg læste også meget. Jeg var enormt nysgerrig efter at finde ud af, hvordan historier var sat sammen, hvordan mine yndlingsforfattere gjorde. Jeg syntes, det var det mest fantastiske i hele verden at forsvinde ind i en bog.
Har du gået på Forfatterskolen?
Nej, jeg har ikke gået på nogen skriveskole, kun et par kortere kurser. Og så har jeg læst retorik på universitetet.
Hvorfor har du valgt lige netop “problematiske familierelationer” som din centrale tema?
Jeg synes aldrig, det holder op med at være interessant, hvad der foregår mellem mennesker i det lille lukkede rum, familien er. Og i det hele taget mennesker imellem, mellem to veninder eller kærester eller to fremmede, der falder i snak ved et busstoppested. De små og de store dramaer som kan fortælles med et blik, et træk på skuldrene eller en enkelt replik.
Hvad gør du, hvis der opstår et problem? (F.eks. noget i en historie som ikke giver mening)
Jeg læser det, jeg skriver igennem virkelig mange gange og skriver om og skriver om og skriver om. Hvis jeg mister overblikket, laver jeg lister, diagrammer, kort eller tidslinjer. Somme tider lægger jeg det væk i en periode for at kunne se på det med friske øjne. Eller jeg breder manuskriptet ud over gulvet og går rundt i det.