Gitte mister sin mand og søn i en trafikulykke, mens hun selv ligger i armene på sin elsker. Herefter mister hun gradvist forstanden. I månederne efter ulykken bliver hun grebet af hævngerrighed og opsøger til sidst den lastbilchauffør, som var involveret i ulykken.

Om Dør til et værelse skrev pressen bl.a.:

Christina Englund griber fat i den universelle  angst for at miste sine børn, og hun gør det i en troværdig og nøgtern tone. (…) “Dør til et værelse” åbner således både for en troværdig beskrivelse af en voldsom psykisk krise og for diskussion af den moderne cocktail af overfladisk selvrealisering og omsorgssvigt. (Eva Pohl, Berlingske Tidende)

… sitrende illusionsløs roman om sorgens terror: liflig råhed! (…) Dette er sært og skarpt, intenst og uroligt på umiskendelig karakterfuld facon: Christina er – hip hip – atter (eller måske snarere omsider, englelig ung som debuten var) Englundsk! (Lars Bukdahl, Weekendavisen)

En selvstændig fortsættelse af Løse ender fra 2002. Martha har solgt sin garnbutik og bliver forladt af sin kæreste. Mikkel tager til Cuba for at lede efter lykken. Imens ser barnebarnet, Amalie, alting i knæhøjde.

Om På den sikre side skrev pressen bl.a.:

En smuk hverdagsfortælling om at gøre sig fri af bekymringer. (…) Romanen er i det hele taget fyldt med rammende iagttagelser og vellagret sprog. “På den sikre side” er en selvstændig fortsættelse af Englunds “Løse ender” og ligesom den fortalt på en spændende og dog overskuelig måde, i små klip med skiftende synsvinkler. En nydelse for læsere, der sætter pris på livsklog, afdæmpet realisme. (John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet)

Et troværdigt kvindeportræt i lyst og nød. (…) Christina Englund fortsætter ganske overbevisende historien om Martha. (Maria Sjøquist, Kristeligt Dagblad)

Martha har en garnbutik og drømmer om at møde strikkeguruen, Kaffe Fassett. Hendes søn Mikkel Emil går i gymnasiet og synger i smug, mormor Gudrun er netop kommet på plejehjem og slås med en voksende senilitet. Vi følger på skift de tre igennem hverdagens sorger og glæder.

Om Løse ender skrev pressen bl.a.:

Vores familiemønstre forandrer sig, så umærkeligt, at der skal en kunstner til at stille skarpt på udviklingen. (…) Christina Englund kan skrive om det sværeste af alt, det almindelige. “Løse ender” læses med et vemodigt smil. (John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet)

Christina Englund evner at skildre eksistentiel svimmelhed, så man får en fornemmelse af tømmerflåde på åbent hav. Man bliver trukket med derhen, hvor man mærker hverdagens smerte. Men samtidig peger romanen fint på en grundlæggende længsel efter skønhed. Både i det, man selv kan strikke sig frem til – og i mødet med den anden. (Eva Pohl, Berlingske Tidende)

Rosa er umiddelbart en helt almindelig pige, som går i gymnasiet og har sit at slås med i forhold til veninder, drenge, lektier og familien. Og så er der de her fire skikkelser, som bliver ved med at dukke op, når hun mindst venter det, og som altid er våde, når hun ser dem.

Om Rosa skrev pressen bl.a.:

I Rosa er man aldrig helt sikker. Den er skarp i sin autentiske skildring af alderens svingninger i følelser, venskaber og holdninger. Næsten mere usagt end sagt. Det er godt og sikkert skrevet.     (Kari Sønsthagen, Berlingske Tidende)

På den ene side er Christina Englunds bog en slentrende, sladrende pige-roman. Tøserne lægger masken og cruiser ned ad Købmagergade. (…) På den anden side er den et frit fald ind i tomhed og mangel på selvværd. (…) Det er Rosas sjæl mere end hendes skæbne, der trækker læsset og skærper interessen. (…) Med historien om Rosa viser Christina Englund, hvor dybt man kan huske. Det her er noget så sjældent som ungdomslitteratur. (Steffen Larsen, Aktuelt)

Linda er en ung, rodløs kvinde, som kæmper med at finde sin plads i verden. Efter at hun – tilsyneladende – er kommet til at slå sin elskede ihjel, gemmer hun sig i en kælder. Her går hendes identitet gradvist i opløsning. Linda mister efterhånden fornemmelsen for tid og sted, og læseren må stille spørgsmålstegn ved hendes virkelighedssans.

Om Itu skrev pressen bl.a.:

Itu er som en ond drøm, der har sneget sig ind på én; fuld af billeder, man ikke vil vågne fra, fordi de betyder noget; man ved bare ikke hvad. Linda kommer én i møde som et mørkt punkt, med fysisk ubehag, kløe og kvalme, med grandiose forestillinger om at elske for meget og med en drøm om, at nogen passer på hende. Og mens man mærker suget fra kælderen og havet, er sproget ene om at opretholde orden. Det gør det til gengæld med stor konsekvens, til alt held for Linda, som uden at vide det valgte den rigtige forfatter til sin roman. (Susanne Bjertrup, Weekendavisen)

Bragende, stærk og realistisk, sprogligt suveræn roman, der fuldt ud bekræfter forventningerne efter forrige udspil. (…) En bog, der ryster sin læser ud over det sædvanlige. (Holger Ruppert,B.T.)